Overskridelse, overførsel og kompleksitet
​At gøre terapi til en forskel, der kan gøre en forskel​

Download teksten som PDF her

​

​Af Jacob Mosgaard 

Fra: Systemisk Forum, vol. 23, nr. 2. 2010 

​

Paradokser i psykoterapi. Der er flere af dem, end vi måske forestiller os. Flere fænomener, som umiddelbart virker selvmodsigende, men som faktisk er noget af selve indholdet i psykoterapi. Det er ofte dem, som udgør selve den forskel, der gør en forskel for vores klienter. Jeg har beskrevet nogle af paradokserne andetsteds (Mosgaard, 2010b), men vil her se nærmere på to helt centrale eksempler. Jeg vil kalde dem overskridelse og overførsel. 

​

Overskridelse: De fleste terapeutiske retninger opererer med et forandringsbegreb, som er uløseligt sammenhængende med refleksion. Men hvordan er det muligt at begribe det fænomen at overskride sin nuværende livssituation, blive i stand til at se den udefra og forandre den fra dette nye ståsted? Med andre ord: Hvordan kan vi både være til stede i vores liv og beskue det udefra? 

​

Overførsel: Terapi foregår traditionelt i en kontekst, som er meget forskellig fra og derfor på mange måder adskilt fra de kontekster, som klienten ellers befinder sig i. Et basalt spørgsmål er derfor, hvordan ændringer skabt i terapi kan overføres til livets andre kontekster og skabe forandring der. Med andre ord: Hvordan kan forandringer skabt i et rum adskilt fra det levede liv skabe forandringer i dette liv?​

​

Mennesker i forandring

Mennesker ændrer sig hele livet igennem. Det kan ske reflekteret eller ureflekteret, alene eller i samvær med andre. Nogen gange må der støtte til, før det sker. Forandring med andres intervention eller støtte ses for eksempel i terapi. 

​

Hvordan kan det begribes, hvad terapeutisk forandring er, og hvordan den finder sted? Forskellige terapi-teorier har forskellige ideer om dette. Selv er jeg inspireret af systemiske og narrative tanker og vil forsøge at belyse temaet gennem denne tilgang. 

​

”Det narrative” især er de senere år blevet meget udbredt inden for ellers vidt forskellige psykologiske og samfundsmæssige teorier (se også Mosgaard 2010a). Det passer muligvis som fod i hose med en overordnet postmoderne strømning at forstå vores liv som historier. Den Store Teori er forkastet frem for mange specialiserede teorier. Identitetstrends skifter hurtigere og hurtigere i takt med, at fremtids-forudsigelser bliver sværere og sværere. Vi behøver hverken af nødvendighed eller tradition følge i vore forældres spor 2 erhvervsmæssigt eller ideologisk, men kan tilsyneladende vælge mellem et utal af identiteter. Denne samfundsmæssige udvikling har nok været den praktiske omstændighed, som har muliggjort en tilsvarende ændring i vores folkepsykologi. Såvel common sense-opfattelser som akademiske teorier indeholder i dag en større kompleksitet i forståelsen af menneskelivet. Endog et begreb som ’selvet’ problematiseres og fremstilles som et historisk opstået fænomen (Foucault, 1997). Mennesket kan ikke tilfredsstillende forstås som et helt stabilt væsen med en enkel og fast kerne, hverken artshistorisk, kulturhistorisk eller livshistorisk. 

​

For mig har denne erkendelse ført til ideer om individets livslange, aktive skabelse af sig selv. Denne tanke bliver i min forståelse bindeleddet mellem individualitet og socialitet, som må forstås som to uløseligt dialektisk forbundne størrelser. Hermed mener jeg, at:

​

1. Menneskets socialitet er grundlæggende individuel pga. en helt unik privat livshistorie. Ingen har gennemgået det samme liv som mig.
   ​

2. Samtidig er individualiteten grundlæggende social pga. menneskets subjektive livshistorie, altså vores tolkning af vores liv. Denne tolkning er nemlig nødvendigvis formidlet gennem kulturelle diskurser. Den er sammensat af d

​

Vores livshistorier er således på den ene side snævert forbundet med andre individers livshistorie, men samtidig unik, idet den jo er skabt gennem en unik række af personlige oplevelser. Vi er ”adskilt i forbundethed” (Fog, 1986). Kompleksiteten er et grundvilkår. 

​

Overskridelse og klassisk systemisk tænkning

Hvis vi mennesker skaber os selv og vores narrativer om os selv gennem hele livet, bliver det interessant at undersøge, hvor svært eller let det er at hjælpe med at skabe forandringer for mennesker? Hvor rigide eller hvor plastiske er vores personlige narrativer?

​

I en klassisk systemisk tankegang er det væsentligste begreb til forståelse af forandring information. Information defineres inden for kybernetikken lidt kryptisk som en forskel, der gør en forskel (Bateson, 1972). Ønskes forandring i et system, forsøges med en ændring af et område af systemet. Hvis denne ændring fører til en ændring af hele systemet, har den haft karakter af information. Hvis ingen ændring følger af ændringen (ingen feedback), kan der ikke tales om, at systemet fik tilført information. 

​

Dette bygger på en cirkulær kausalitets-opfattelse: Information påvirker og ændrer en del af et system, som påvirker tilbage og skaber ny ændring osv. Samtidig vil disse ændringer medføre ændringer i hele systemet, idet hver enkel del af systemet har indflydelse på hele systemets udseende. Men ikke nok med det: Alle systemer indgår i et hierarki af over- og under-systemer. Et system er således altid en del af et andet system og har altså dermed indflydelse på dette andet systems udseende (se også Schødt & Egeland, 1992). Dette ligner forestillingen om den berømte ’sommerfugle-effekt’. Kompleksiteten er også i denne forståelse et grundvilkår. 

​

I forbindelse med terapeutisk forandring har denne forståelse den konsekvens, at en intervention kun virker, hvis den har karakter af information over for klientens (subjektive forståelse af sit) system. Til gengæld behøver interventionen ikke at være global, idet information jo altid medfører feedback, som medfører ændringer i både under- og over-systemer. En lille ændring kan medføre gennemgribende forandringer i klientens liv (de Shazer, 1985). 

​

Dette står i modsætning til eksempelvis den klassiske psykoanalyses forståelse: Her skal hele livshistorien ideelt set italesættes. Information er i denne forståelse dybest set indsigt – intellektuel eller følelsesmæssig indsigt. For terapeuten er det fulde narrativ nødvendigt for at kunne lave den korrekte tolkning af den ”psykiske realitet” (f.eks. Gammelgaard & Lunn, 1997). Den systemiske terapi, derimod, opererer overhovedet ikke med en korrekt tolkning, men måske snarere med en nyttig tolkning, eller endda blot en nyttig dialog. Denne tolkning må helst ikke være den samme som klientens (en tolkning, som jo ikke hidtil har medført den ønskede forandring), men skal i klassisk systemisk terapi (fx Haley, 1963) foregå på et andet niveau. 

​

I denne tankegang er forståelsen af overskridelse for mig at se ikke et problem overhovedet. Menneskets konstante indgåen i et kompleks af systemer betyder, at vi jo altid befinder os på et metaniveau i forhold til et eller andet system. Vi har derfor en basal tilbøjelighed til at opfatte verden fra et metaperspektiv. Går vi med på denne tankegang, er dette livsvilkår grundlaget for refleksion. 

​

Terapeutisk set betyder et fokus på overskridelse, at refleksionen inviteres indenfor. Enten i form af et reflekterende team eller i form af en grundlæggende reflekterende dialogform (Andersen, 1987). Terapeuten eller andre tilstedeværende ” lytter, berøres og sender noget tilbage, som der muligvis lyttes til, og som måske kan berøre den anden. Det talte skaber resonans” (Mosgaard, 2006). Resonans er ikke magen til det hørte, ikke en kopi, men lidt forandrede perspektiver fra en lidt anderledes position. En position over eller ved siden af.

​

Overførsel og identitet

Terapi foregår traditionelt i en kontekst, som er meget forskellig fra og derfor på mange måder adskilt fra de kontekster, som klienten ellers befinder sig i. Det bliver derfor et basalt spørgsmål, hvordan ændringer skabt i terapi kan overføres til livets andre kontekster og skabe forandring der. 

​

Det er en væsentlig pointe i flere teorier, at livet leves og læres i adskilte praksisser. Som Jean Lave (1991) overbevisende har beskrevet, foregår læring og udvikling af identitet situeret, og den finder sted gennem deltagelse i det, som hun kalder praksisfællesskaber. Et praksisfællesskab er at forstå som et varigt socialt fællesskab, hvor deltagerne arbejder sammen om en fælles interesse. ”Situeret” vil sige, at den viden, vi lærer, og de praksisser, vi udvikler, er fuldstændigt knyttet til den konkrete situation eller kontekst, og fuldstændigt knyttet til de fællesskaber, vi indgår i. 

​

Således må også psykoterapeutisk forandring forstås situeret. Som Ole Dreier (2001) har påpeget, er psykoterapi en del af klienternes sociale praksis. Den terapeutiske situation må forstås som et praksisfællesskab på lige fod med alle livets andre praksisfællesskaber. Derfor bliver det et oplagt spørgsmål, hvordan forandringen inden for ét fællesskab kan overføres til et andet – fra én situation til en anden. Fra det terapeutiske rum til det levede liv. 

​

Hvordan foregår denne overførsel, og hvad skal gøres for at støtte den? Hvordan kan en ny viden eller forandring fra én kontekst så at sige oversættes til en anden? Jeg har fremdraget to praktiske forståelser på dette fænomen. 

​

Indfør overførslen i den terapeutiske samtale

Det ene synspunkt på overførsel vil naturligvis være, at terapeuten målrettet fokuserer på fænomenet i terapien. Altså at terapien i væsentlig grad orienteres imod klientens levede liv uden for terapirummet. F.eks. kan eventuelle opståede forandringer (ny selvforståelse, følelsesmæssige gennembrud osv.) søges udforsket som fænomener af betydning uden for den terapeutiske relation.