Narrativ terapi og narrativ praksis mere bredt er blevet populært i stigende grad. For narrativ terapi har fortællingen som central metafor, og fortællingen er vor tids buzzword. Alt er fortællinger.
Inden for politik er tendensen tydelig: Spindoktorer og kommentatorer diskuterer, hvordan politikere tager sig ud, hvilken samlet fortælling, de passer ind i. Det politiske liv og medieverdenen analyserer, hvordan politikere håndterer emner ud fra strategiske hensyn.
Var det fx dygtigt, at det i sin tid lykkedes Anders Fogh indirekte at forsvare invasionen af Irak ved at undsige besættelsestidens samarbejdspolitik? Ikke: Var det rigtigt af ham? Ikke: Hvilken politik stod han for, og hvordan lykkedes det ham at få politik gennemført?
Nej, diskussionen gik typisk på: Hvordan lykkedes det at formidle fortællingen? Hvordan fik han solgt sit budskab?
Fortællingen som spin og social konstruktion
Fortællinger eller narrativer kan bruges på indsnævrende eller på udvidende måder. Den indsnævrende måde er fx den, hvor fortællinger bruges til at sælge - sælge varer, ideer og identitet. De kan her bruges til at skabe det mest fordelagtige billede - til at sminke en kompliceret virkelighed.
Måske burde informationsalderen omdøbes til fortælle-alderen. Fortælle-industrien er en af verdens mest magtfulde. Den omfatter ikke blot Hollywood og de store bestseller-fabrikker, der kalder sig forlag, den omfatter også reklamebranchen og det politiske liv. Du køber ikke kun et æg, du køber også fortællingen om hønen, der lagde det, og dens harmoniske liv på en økologisk farm. Politikere forsøger ikke længere at overbevise dig om rigtigheden af deres program. De sælger dig i stedet en fortælling, der minder om den om hønen på æggebakken. De fortæller dig, hvem du er, og hvor du hører til, og hvis du ikke køber historien, vil deres rådgivere, også kaldet spindoktorer, ikke sige til dem, at de er nødt til at finde bedre løsninger på samfundets mest presserende problemer. De vil i stedet forklare politikerne, at det, de mangler, er en overbevisende fortælling, idet de hele tiden benytter sig af den sprogbrug, der gør det klart, at den moderne politiker ikke hører hjemme i et parlament, men på markedspladsen.
Sådan lyder det fra Carsten Jensen i en kritisk artikel i Information.
Det lyder jo ærlig talt trist – med en medie- og samfundsudvikling, som vægter den gode historie højere end opnåelse af de resultater, man kæmper for på alles vegne. Vægter at fremstille tingene pænt og i overensstemmelse med folkestemningen, altså med den dominerende fortælling, frem for at søge at skabe de forandringer, som man tror på.