Foredraget for alle, som ønsker et kritisk humoristisk blik på de ideer om kærlighed, som vi tager for givet, og de fastlåstheder, der kan opstå i nære relationer. Og som enten personligt eller professionelt er optaget af kærlighedens vildveje og dilemmaer.
Tror du på den eneste ene og leder efter det dybe og ægte bånd til et andet menneske? Eller er du ramt af illusionsløs kynisme og ser kærlighed som et spørgsmål om hormoner og selvindbildning? Er du romantisk eller rationel?
Der findes mange uimodsigelige sandheder om kærligheden og om "det gode parforhold". Den romantiske idé om den eneste ene har det fortsat godt, men møder stigende udfordringer i en hverdag præget af uenigheder, dobbeltkarrierer, pligter og logistik. Af skænderier om husarbejde, børnepasning og svigerforældre. Den rationelle idé om kærlighed på den anden side, ja den bliver for mange for flad, for trist og for desillusioneret. Den får folk til at savne noget, der måske var der engang.
Så hvordan finde frem til et godt nok parforhold?
I foredraget vil jeg forsøge at pille ved nogle af de fasttømrede ideer, og sætte spotlyset på, hvordan kærlighed, parforhold og familieliv kan have næsten lige så forskelligt indhold, som der er mennesker i verden. Også om mænd og kvinder som væsensforskellige arter fra forskellige planeter.
Alle ideerne om kærlighed og parforholdet har virkelig deres fordele, men i sandhed også både begrænsninger og blindgyder. Foredraget er et opråb om mangfoldighed, også i kærligheden.