Tværtimod er neutralitet en måde netop at kunne engagere sig lidenskabeligt, men uden at lægge sin egen dagsorden tungt ned over familien. Nysgerrighed understreger den helt grundlæggende interesse for, hvordan lige præcis dette system, denne familie, fungerer sammen. En slags professionel fascination af de mange sære måder, vi mennesker ender med at konstruere vores liv sammen.
Den nysgerrige praktiker vil således ikke optræde fordømmende eller overbekymret over for eksempelvis en familie, der slider med en datters anoreksi, men derimod være optaget af, hvordan denne familie organiserer sig omkring dette problem. Ikke for at negligere problemets tyngde, men for ikke at lade det tynge praktikeren ned også.
Hypotesedannelse, cirkularitet og nysgerrighed fortsætter som nævnt som en rød tråd gennem de ideer, der præsenteres i denne bog. Men på en måde skåret endnu længere ind til benet:
Vi kan som mennesker ikke undgå at have fordomme, og det er på dem, vi baserer vores cirkulære hypoteser. Professionelle samtaler er derfor i en vis forstand en udveksling af fordomme. Vi må på den anden side indføre nogle advarselslamper, nemlig en konstant parathed til at forkaste, nuancere eller ændre i disse hypoteser. Vi må ikke forelske os i vores hypoteser, men forholde os uærbødigt til både vores egne, vores samarbejdspartneres og vores klienters fordomme.
Fordomme er konklusioner – de er den viden, vi er sikre på at besidde. Men fordomme afslutter tankens flugt ved sin tilfredshed med status quo. Fordomme stiller ikke yderligere spørgsmål. Uærbødighed, derimod, er en praksis, som stiller spørgsmål – altid flere spørgsmål. Uærbødighed er en hyldest til det uafsluttede.
Uærbødig praksis er af samme grund ikke bare kritisk praksis. Det er ikke en tilgang præget af tyngde eller konfrontation. Det er en tværtimod en tilgang fyldt med den lethed, der følger af at vende alting på hovedet og undersøge, hvad der så sker. Uærbødig praksis er derfor også ofte vældig humoristisk, og det er ikke sjældent, at den professionelle og klienten sammen griner af den absurde humor i opdagelsen af en paradoksal situation, eller af en skør indgroet fordom – og det kan være såvel klientens som den professionelles.
Også denne bog bygger på nogle fordomme, nemlig dem, som følges med de teoriudviklinger, jeg lige har beskrevet. Fordomme om hypotesedannelse, cirkularitet og neutralitet eksempelvis. Gianfranco Cecchin, Gerry Lane og Wendel A. Ray bekender sig til teorier, som er født ud af systemiske tankesæt og i praksis skabt i familieterapeutiske kontekster, og det skinner igennem fra start til slut.
Det vil dog ikke være svært at oversætte de erfaringer og ideer til de fleste andre praksisser, hvor vi som professionelle arbejder med andre mennesker og deres relationer. Bogen er således velegnet læsning for en lang række praktikere: Terapeuter, psykologer, konsulenter, supervisorer, lærere og pædagoger. De fleste vil kunne finde inspiration i de mere teoretiske beskrivelser eller i de mange illustrative cases.
Og hvorfor er denne bogs emne så stadig af interesse? Hvilken relevans har ord som fordomme og uærbødighed for professionelle i dag?
Tiderne skifter, og sandhederne skifter med. Nogle fordomme består, andre er forandrede, mens endnu andre helt forsvinder og erstattes af nye fordomme. Men trods udbredt postmoderne kritik af de store religioners og ideologiers store sandheder lever vi ikke ligefrem i en verden af uærbødighed.
Mange af det nye årtusinds systemiske praktikere er inspireret af narrative og socialkonstruktionistiske ideer. Da ordene i denne bog blev skrevet, var disse ideer i deres barndom, men de har fundet momentum og har ført til mange nye praksisser, teorier og metoder, under navne som narrativ terapi, reflekterende processer, åben dialog og appreciative inquiry. Fokus har udvidet sig og er ofte ikke blot på nære relationer såsom familier, men i høj grad også på de mere overliggende sandheder, som omslutter os alle. Der arbejdes ikke blot med folks komplekse koordinerede handlinger og indbyrdes kommunikation, men også med de komplekse måder, vi sammen skaber mening om virkeligheden, om os selv og andre. Der er kommet en stigende interesse for, at magten ikke blot ligger i vores samspil, men i lige præcis denne socialt konstruerede mening, hvis blot den deles af mange nok.
Begreberne ”fordomme” og ”uærbødighed” har ikke så meget skiftet indhold med denne udvikling, som de har været to af de centrale begreber, som netop forbinder 1970ernes Milano-systemiske familieterapi med de nyere strømninger. Såvel klassisk systemisk som nyere socialkonstruktionistisk tænkning bærer i sig oprøret imod det bestående, imod patologiserende individualiserende forklaringer eller stigmatiserende beskrivelser af mennesker. Men om noget er det måske blevet endnu tydeligere, at vores fordomme kan være mere magtfulde, end det kunne antydes i et mere snævert familieperspektiv. Det har betydet, at det uærbødige blik i endnu højere grad rettes imod de dominerende fortællinger, som vi lever i, men ofte ikke opdager, at vi lever i.
For eksempel er diagnosernes magt ikke blevet mindre, siden ordene i denne bog blev skrevet for knap tyve år siden. Stadig flere finder sandheder om identiteter og om den rette behandling i diagnoser som ADHD og depression. Fordomme om årsagssammenhænge – som fx genetiske – og om den nødvendige indsats – som fx medicin – lever i bedste velgående, både hos diagnostikere og diagnoseramte, og ofte uden de store interne anfægtelser trods voksende kritiske røster. Selv om der ses en stigende opmærksomhed på inddragelse af pårørende, er de dominerende opfattelser af psykisk lidelse og psykologiske problemer fortsat individfokuserede og ikke relationelle.
Alle har vi forforståelser af, hvordan verden ser ud, hvordan verden burde se ud, og hvordan vi kunne nå derhen. Visse forforståelser opdager vi let, da andre kan være uenige med os og dermed få os til at opdage, at der findes flere end én forforståelse.
Andre forforståelser opdager vi ikke let som netop det, men tager dem for uimodsigelige, selvfølgelige sandheder. Den uærbødige praktiker har et evigt kritisk øje for disse sandheder og søger altid at stille spørgsmålstegn ved dem, når de opdages. Men de kan være svære at opdage, og til tider kan vi behøve hjælp – i form af kolleger eller af supervisorer. Eller af en bog som denne.
Bogen er fuld af praksiseksempler på uærbødighed over for fordomme, og jeg tør næsten garantere, at læseren vil finde mindst én fordom, som ikke tidligere var opdaget som en fordom, men som blot var taget for givet som sandhed.
Vi lever med mange fordomme, som ikke ville tage det mindste skade, ja som måske endda ville have gavn af at blive udfordret af en god portion uærbødighed.
God læselyst!