Respekt er ikke noget, vi kan kræve af andre. Det er ellers meget udbredt at kræve respekt – som troende, som samfundsgruppe, som kæreste. Men respekt er ikke noget, der kan forlanges af andre. Ikke fordi ingen har ret til det eller lignende argumenter.
Nej, fordi respekt er noget man får, når man mindst venter det.
Når vi forlanger andres respekt – vil vi så kunne genkende den, hvis vi får den?
”Du skal vise mig respekt!”
”Okay – jeg respekterer dig rigtig meget”.
Nej, vel, det virker ikke autentisk. Det kan med andre ord ikke opnås gennem krav, kun som en slags gave. Respekt tilhører så at sige den, der giver den, ikke den der modtager den.
Der findes en udbredt vending: Respekt er noget, man gør sig fortjent til. Og det passer jo umiddelbart godt sammen med det, jeg skriver her: At man ikke kan kræve det af andre, men må gøre en indsats for den.
Men det er langt hen ad vejen også forkert.
Respekt er efter min bedste overbevisning noget helt andet, det er af en anden og mere grundlæggende natur. Når du bliver respekteret af din kæreste er det ikke, fordi du har gjort dig særligt umage for at blive respekteret. Det er heller ikke, fordi du har krævet det af ham.
Det er fordi du har gjort eller sagt noget, som han værdsætter dig for at have sagt eller gjort. Det er ikke, fordi du har præsteret noget, det er fordi du har været den du er, og denne person er værd at respektere.