Anerkendelse er det nye sort. Det er for tiden et ret populært ord i en række forskellige sammenhænge. Og det bliver brugt om mange forskellige ting.
Og det betyder, at ordet også bliver brugt forkert. Ikke forkert fordi der findes en korrekt definition, men forkert på den måde, at det bliver forsimplet. Det bliver fx brugt til at forsvare, at man har gjort nok for kæresten, selv om han måske savner et eller andet.
Anerkender du for eksempel din kæreste nok?
”Ja, jeg fortæller hende hver dag, at hun er lækker”
”Ja, jeg er blevet ret god til at rose ham for at huske at tage opvasken”
Men anerkendelse er andet og mere end ros.
Betyder det så, at vi skal lade være med at sige disse ting til vores kærester? Nej, bestemt ikke, ros er vigtigt i parforhold. At sige, at kæresten er lækker kan fx også være en fin indledning til sex, med andre ord: Lir. Lir er der intet galt med, det er bare ikke anerkendelse.
Ros for at tage opvasken kan også være fint nok, hvis det fx hjælper til, at opvasken bliver taget en anden gang også. Ikke dårligt, men heller ikke anerkendende i sig selv.
Hvad er det da for noget, det der anerkendelse? Jo, der har at gøre med at se den andens bedste intentioner. Det har at gøre med ikke kun at se, hvad han gør godt, men hvad han er ude på. Hvad han forsøger at gøre snarere end, om det er vellykket.