Det økonomiske menneskes død?

​Finanskrisen har haft mange ofre: Virksomheder, små og store, er gået ned, folk er blevet fyret i massevis, og ændringen i verdens magtfordeling skubbet lidt til.

​

Et offer, som der også har været talt om, er selve forestillingen om kapitalismen og om liberalismen som en uundgåelig og uundværlig del af et velfungerende samfund. Bankernes og børsernes grådighed har stillet spørgsmålstegn ved, hvor automatisk positiv kapitalismen er, og deres krak har stillet spørgsmålstegn ved selve fundamentet. Nemlig ideen om, at økonomien kan overskues og kontrolleres og kun kan bevæge sig i én retning, og det er opad og fremad.

​

Og ikke blot ideologien er ramt, men vi mennesker. Vores selvforståelse, rettere. Og her kommer det rigtigt psykologisk, socialkonstruktionistisk interessante på banen: Vi har nemlig ikke blot ideologier, som vi så udskifter ved passende lejligheder, når de ikke længere gør os godt. Nej, vi lever vores ideologier, vi er vores ideologier. Og denne ideologi har vi end ikke opdaget, at vi besad.

​

Økonomi som usynlig psykologi

Homo ecomomicus, det økonomiske menneske, afløste i løbet af 1960erne og frem til i dag andre former for homo sapiens. Uden at nogen bemærkede det, tilsyneladende. Og det har fået en gevaldig lussing, blevet slået ud af kurs – og for nogen på vej mod sit endeligt.

​

Det er svært at se skoven for bare træer, og fisken ved ikke selv, at vandet er vådt. Vores økonomiske menneskesyn er på mange måder usynligt for os, og selv om alt vender tilbage til sin vante gænge uden liberalismens og kapitalismens dødssuk, så er der dog kommet én interessant ting ud af krisen: En fisk på land opdager vandets vådhed, og vi - nogle af os - opdager pludselig det økonomiske menneskesyn, ikke som sandheden, men som en sandhed af mange mulige.

​

Det økonomiske menneske og incitamenterne

Hvad er det økonomiske menneske så? Jo, det er (ideen om) et menneske styret af ønsket om vækst, af at komme videre, højere, blive større, blive mere. Det er et menneske styret af incitamenter. Incitamenter, ja. Dette er et helt centralt begreb. Det hentyder til, at vi i al vores adfærd kun gør noget, som tjener vores egne interesser bedst (især vores økonomiske interesser). Det er ideen bag udtryk som ”Det skal kunne betale sig at arbejde” og ”Hvorfor skal mine skattepenge bruges til …”.

​Et praktisk eksempel på det økonomiske menneskesyn: Hvis jeg giver min kone en buket blomster, er det for at få hendes gengæld en anden dag, i form af en gave, en opvask eller en generel anerkendelse af mig som en omsorgsfuld person.

​

Økonomen Steven Levitt har skrevet en spændende og sjov bog (Freakonomics) om, hvordan hidtil uforståede mellemmenneskelige fænomener kan forstås gennem incitamenter. Det er en morsom bog, som efter sin egen mening afslører den skjulte side af alting – men også en bog, som er blind over for sin egen ideologi. Han er uærbødig over for mange sandheder, men ikke sin egen grundpræmis om incitamenter.

​

Det økonomiske menneskesyn er en social konstruktion

For der findes andre grundpræmisser. Og de har til tider markant anderledes konsekvenser, både for, hvordan vi forstår verden, og for, hvordan vi vælger at handle i verden. En narrativ grundpræmis, for eksempel, er at vi er guidet i vores valg i livet, ikke af incitamenter, men af vores værdier og drømme.

​

Vi handler ikke kun efter, hvad der tjener vores interesser bedst, men primært efter vores opfattelser af rigtigt og forkert, af vores principper og vores overordnede ideer om det gode liv. Det betyder, at jeg kan tænkes at give min kone blomster, fordi jeg har lyst til at gøre hende glad, fordi hendes glæde udtrykker tilfredshed med vores relation, og fordi at give blomster er et glimrende udtryk for min overbevisning om, at vi mennesker skal være gode ved hinanden og gøre hinanden glade, fordi vi på den måde gør verden til et bedre sted at leve.

​

Måske lidt overdrevet, men et andet menneskesyn kan måske skimtes?

​

Måske er jeg for optimistisk, men jeg vil personligt være glad, hvis det økonomiske menneske bliver nuanceret, så hvis det er eneste positive følge af finanskrisen, så er det ikke så lidt endda. Det kunne lede til spørgsmål som: Hvilke andre ideologier findes der, som vi er blevet blinde for som økonomiske mennesker?

​

(31/3 2010)​​