Fokus på det positive frem for det negative.
Fokus på ressourcer frem for begrænsninger.
Fokus på løsninger frem for problemer.
Ja, det lyder jo rigtigt og er det ofte også. Det er ofte den måde, systemisk og narrativ terapi forstås af udenforstående. Men der er en forskel, og det kan i mine øjne forstås gennem begrebet anerkendelse.
I det negative, i begrænsningerne og i problemerne ligger nemlig ikke kun forhindringer for glæde og lykke. Til tider indeholder de også værdifuld mening for det enkelte menneske. Rettes blikket konsekvent væk fra det problemfyldte, mistes en mulighed for at opdage det fraværende, men implicitte.
Faldgruber i Positiv psykologi
Positiv psykologi er en psykologisk retning i rivende udvikling. Den har som formål at undersøge og understøtte positive følelser og karaktertræk og deres indflydelse på menneskers sundhed.
Den Positive Psykologi handler i høj grad om forståelsen af lykkebegrebet, definition af styrker og hvad der er forudsætningerne for succes, velfærd og det gode liv. Den Positive Psykologi handler dog også om at udvikle og efterprøve metoder der kan forbedre vores nydelse, engagement i det vi gør samt oplevelsen af en meningsfyldt tilværelse. (Mads Bab)
Altså et basalt fokus på det gode, sunde liv frem for på det problemfyldte og dysfunktionelle. Et sympatisk projekt, synes jeg. Det er også en grundlæggende pointe i socialkonstruktionismen (og fx i den løsningsfokuserede terapi), at sproget skaber det, som det benævner. Hvilket vil sige, at taler vi om mennesker gennem problemsprog, ser vi mennesker med problemer. Og taler vi om mennesker som ressourcefyldte, opdager vi disse ressourcer.