Forandring af anden orden kræver helikopterperspektiv – eller metaperspektiv. Det er, når vi ikke blot stiller os tilfreds med, at børnene ikke larmer her og nu, men overvejer de mønstre, som larmen indgår i, og i stedet ændrer på disse mønstre.
Alt for mange mennesker går på arbejde uden muligheder for andet end første-ordens forandring. De rykker rundt på brikkerne på velkendte måder, og i de fleste tilfælde fungerer det måske også helt fint.
Men hvad nu, når dilemmaerne ikke er ligetil, eller problemløsningerne bare fører nye problemer med sig. For mange løses også disse problemer og dilemmaer med de metoder som altid, og sker der ikke de ønskede forandringer, vokser frustrationsbunken efterhånden. I arbejdet med mennesker findes altid muligheden for at bebrejde klienterne, borgerne eller brugerne for de manglende gennembrud. Begreber som modstand, forsvar eller borderline er velegnede til dette formål – men de fjerner typisk ikke frustrationen længe ad gangen, for forandringen udebliver jo uanset ordene. Og i længden ses følgerne af kombinationen af frustration og et fjendtligt sprog over for de mennesker, man arbejder med: Sygemelding eller jobskifte.
Det kan ofte være nødvendigt – ikke bare givende, men nødvendigt – med et rum for indflyvning over ellers kendt territorium, et rum for opdagelse af det eksotiske i det frustrerende. Hvad kaldes da den praksis, hvor man skaber et rum for helikopterperspektiv, for at se sit job ovenfra og gå på opdagelse i mulighederne for forandringer af anden orden?
Supervision. Og det kan anbefales.
(16/4 2010)