Se dit job fra tårnets top - gennem supervision

​Jeg elsker indflyvningen til lufthavne. Jeg elsker oplevelsen af at se landet ovenfra, at se marker som kantede mønstre, veje som streger med små legetøjsbiler på. Fornemmelsen af at se en ny by i overblik, eller at se en kendt by fra et ellers ukendt perspektiv. Verden bliver på én gang større og mindre. Danmark bliver pludselig eksotisk.

​

Samme oplevelse af nye perspektiver, af det eksotiske i det velkendte, kan vi nogle gange få ved at se på os selv ovenfra.

​

Hverdagens rutiner og vaner beder ikke om det af sig selv, de er tit ikke de største tilhængere – så det kræver en indsats af en slags. Nogle går i terapi, andre giver sig på andre måder tid til med mellemrum at indtage et helikopterperspektiv på deres liv. Og selve blikket ovenfra er ofte det, der får os til at kunne se hidtil usete mønstre, og hidtil usete muligheder for forandring.

​

Supervision og forandring af anden orden

Man kan tale om to forskellige slags forandring, forandring af første orden og af anden orden. Forandring af første orden er der, hvor vi ikke ser os selv og vores liv ovenfra, men rokerer rundt på velkendte elementer og handler på velkendte måder for at ændre på noget. Vi hører børnene larme og skælder dem ud, hvilket får dem til at holde op med at larme – for en tid.

​

Forandring af anden orden kræver helikopterperspektiv – eller metaperspektiv. Det er, når vi ikke blot stiller os tilfreds med, at børnene ikke larmer her og nu, men overvejer de mønstre, som larmen indgår i, og i stedet ændrer på disse mønstre.

​Alt for mange mennesker går på arbejde uden muligheder for andet end første-ordens forandring. De rykker rundt på brikkerne på velkendte måder, og i de fleste tilfælde fungerer det måske også helt fint.

​

Men hvad nu, når dilemmaerne ikke er ligetil, eller problemløsningerne bare fører nye problemer med sig. For mange løses også disse problemer og dilemmaer med de metoder som altid, og sker der ikke de ønskede forandringer, vokser frustrationsbunken efterhånden. I arbejdet med mennesker findes altid muligheden for at bebrejde klienterne, borgerne eller brugerne for de manglende gennembrud. Begreber som modstand, forsvar eller borderline er velegnede til dette formål – men de fjerner typisk ikke frustrationen længe ad gangen, for forandringen udebliver jo uanset ordene. Og i længden ses følgerne af kombinationen af frustration og et fjendtligt sprog over for de mennesker, man arbejder med: Sygemelding eller jobskifte.

​

Det kan ofte være nødvendigt – ikke bare givende, men nødvendigt – med et rum for indflyvning over ellers kendt territorium, et rum for opdagelse af det eksotiske i det frustrerende. Hvad kaldes da den praksis, hvor man skaber et rum for helikopterperspektiv, for at se sit job ovenfra og gå på opdagelse i mulighederne for forandringer af anden orden?

​

Supervision. Og det kan anbefales.

​

(16/4 2010)​​​