Når hvidt bliver til sort - om nul-tolerance

​Hvor går tolerancens grænse?

​

Sådan lød en reklametekst i forbindelse med en kampagne om "de fremmede" for 16 år siden i Ekstra Bladet, og i tilbageblik skabte den præcedens for en helt ny måde at benytte ordet tolerance på.

​

Tolerancen har fået en ond tvilling. Pludselig er der kommet et 0 foran. Fra et snævert og også tvivlsomt udgangspunkt i kriminalitetsbekæmpelse er det i dag oftest uproblematisk og stort set uimodsagt inden for en bred vifte af områder at benytte begrebet ”nul-tolerance”.

​

Nul-tolerance er blevet et positivt udtryk for at kunne stå fast. Ved at hævde sin egen manglende tolerance viser man, at man ikke finder sig i hvad som helst. Store dele af den offentlige opinion har bevæget sig fra så meget tolerance som muligt - til nul.

​

Hvilke konsekvenser kan denne bevægelse i sproget have?

​

Nul-tolerance som sproglig nyskabelse

Nul-tolerance er et blandt en gruppe kreative nyskabelser i sproget, en slags venden-på-hovedet af velkendte begreber, således at det nye begreb nærmest hånligt udstiller et ellers udelukkende positivt begreb: Pladderhumanisme, godhedsindustrien, klimahysteri, menneskerettighedstyrranni.

​Med begrebet nul-tolerance forskydes meningen med ordet tolerance. Tolerance kan i denne sammenhæng nu betyde en slags tossegod accept af helt forkerte ting, såsom stoffer, kriminalitet, optøjer, idioter, autonome, afviste asylansøgere. Mærker du glidningen? Ord skifter betydning og sniger sig langsomt ind på flere og flere domæner. Sproget forfører os i nye retninger. Dette er helt naturligt, men kan blive et problem, når det helt umærkeligt bliver stuerent at sige ellers helt uhyrlige ting.

​

Nul-tolerance som reaktionær holdning

Nul-tolerance er ikke et længere begreb, som kun kan forstås i sit udgangspunkt, altså kriminologien. Nej, dets betydning breder sig sammen med dets popularisering. Det udtrykker en grundholdning a la: Hvor meget skal vi finde os i? Altså en slags reaktionær ideologi.

​

Pas på ordene. Sproget er ikke uskyldigt, skrev Tom Andersen. Ord skaber mening, de åbner døre og lukker døre. De åbner verdener og udvider horisonter, og de udstøder og marginaliserer.

​

Hvilken verden ønsker vi at skabe? En med grundsætningen ”Hvad vil vi finde os i i dette samfund?” eller en med grundsætningen ”Hvilket samfund ønsker vi os?”

​

(25/2 2010)​​