Paradokser kan bekæmpes med paradokser

​Sometimes

The fastest way to get there is to go slow

And sometimes

If you wanna hold on you got to let go

- Tina Dickow

​

Til tider er vi som mennesker fanget af paradokser, som skaber problemer for os, men som vi vanskeligt kan overskue vejen ud af. Se fx eksempler på paradokser i parforhold i et tidligere blog-indlæg.

​

Og til tider kan de løses ved fornuftens indtog, ved at fokusere på andre mere ønskelige livsveje eller lignende strategier.

​

Men til andre tider er de ikke umiddelbart opløselige - fordi de giver for meget mening for os trods deres paradoksale natur og de problemer, de skaber for os En tilgang i disse tilfælde er den klassisk systemiske - nemlig at søge at bekæmpe paradokser med paradokser!

​

Paradoksale interventioner i systemisk terapi

Et eksempel på paradoksal intervention stammer fra oldtidens Lilleasien og er beskrevet af Plutarch.

​

Et vældig bizart fænomen havde på et tidspunkt bredt sig i byen Milet. Ungpiger i massevis blev grebet af en længsel efter at hænge sig, og en epidemi af selvmord hærgede byen. Forældre og venner var desperate. Ingen forsøg på at få dem til at holde op bar frugt, indtil en dag en klog mand i senatet fik en lov igennem om, at alle, som hængte sig, bagefter skulle bæres nøgne gennem byens markedsplads. Gennemførelsen af denne lov fik med øjeblikkelig virkning epidemien til at forsvinde.

​​​Paradoksale interventioner er interventioner, hvor en familie bedes udføre mere af den problemadfærd, som de ønsker fjernet - "fordi denne adfærd er nødvendig for opretholdelsen af balancen i familien". Pointen var, at denne ordinering af problemet fungerede som en art dobbelt-bind, altså som en umulig opgave. Den eneste løsning må blive at opløse det oprindelige paradoks på den ene eller den anden måde. Det fungerer altså som en slags omvendt psykologi.

​

Paradokser - det modsatte af det forventede

Paradoksale interventioner er af natur manipulerende og indeholder ideen om at snyde klienterne - for problemløsningens skyld.

Det kan man jo synes om, hvad man vil. Jeg selv vil nok foretrække, at manipulationen foregår i det åbne - for at snyde ikke klienterne, men problemerne. Det særlige ved paradokser som intervention er således ikke det strategiske træk, men snarere hele ideen om at vende det hele på hovedet. At gøre det modsatte af det ventede. I stedet for at undersøge problemet at undersøge løsningen. I stedet for at gøre mindre af problemadfærden, men mere eller på andre måder.

Til tider er den paradoksale tilgang måden at bryde et evigt gentaget mønster, hvor det samme tilsyneladende oplagte redskab bruges til det samme problem - med de samme udeblevne resultater.

Til tider er det bedre at gå langsomt frem, når man har travlt, og give slip, når man ønsker at holde fast.

(18/8 2010)