Forestil dig at være lukket inde i et lille rum i 24 timer sammen med ét andet menneske uden muligheden for at slippe ud. Hvordan undgår I at få tiden til at gå uden at gå hinanden på nerverne eller komme op at skændes over småting?
Jeg kom til at tænke over dette, da jeg blev interviewet til Ekstra Bladet for et par uger siden. Her handlede det om parforholdet og ferie. Eller mere nøjagtigt: Hvordan klare en biltur til fx Spanien med sin partner i bilsædet ved siden af sig? Hvordan undgå at ende i konflikter, som man ikke engang har muligheden for at slippe ud af - med mindre man vil gå hele vejen hjem fra rastepladsen i Nordtyskland.
Med andre ord: Hvordan man lukker sig inde i et lukket rum i timevis uden at eksplodere og bide hovederne af hinanden?
"Det lukkede rum" og parterapi
For nogle år siden udførte Peter Øvig Knudsen et eksperiment, som på en måde afprøvede dette spørgsmål. Han udførte en række 24 timers interviews med forskellige kendte mennesker med kameraet konstant rullende. Formålet var at se, om intensiteten fik facaderne til i sidste ende at krakelere og lade nye facetter titte frem. Men ingen af de interviewede krakelerede. Meget uventet for både Øvig og for instruktør og producent Lars von Trier.
Hvorfor holdt alle til presset? Fordi, tror jeg: De kendte præmissen og var forberedte på døgnets intensitet og manglende udveje.
Tag nu en helt anden kontekst: parterapi. Parterapi er på en måde en slags mere komprimeret, men lige så intenst samvær med sin partner. Og lige så fokuseret. Også dette er et lukket rum, som man ikke bare forlader uden konsekvenser. Også i parterapi holder folk som regel til presset.