Skal børn have grænser?

​Mange forældre, som jeg taler med som psykolog i København, er optaget af vanskeligheder med børneopdragelse. Vanskeligheder med grænser.

Der opstår en slags paradoks, som vel hænger sammen med idealet om den demokratiske familie. Det er helt forståelige problemer, for de udtrykker dilemmaet mellem at ville inddrage børn i udformningen af deres eget liv på den ene side, og på den anden side ansvaret som forældre for at hjælpe på den rette vej.

Paradokset, som opstår, er at der forhandles forskellige aktiviteter eller andet med børnene, sådan at de kan være med i at bestemme over deres eget liv. På et tidspunkt vil børnene bestemme noget, som ikke er muligt, eller som forældrene ikke synes om. Det hele kan til tider ende med en konflikt eller et meget kraftigt ”Nej”.

Grænser – et populært begreb for mange demokratiske familier. Og igen helt forståeligt i sammenhængen. Grænser ses som den stabilitet, børn behøver i opdragelsen, og er derfor en naturlig følge af bekymringen for børns udvikling.

Hvad er grænser egentlig?

Men problemet for grænse-tænkningen er, at den er en overtagelse af institutionslivets normer, altså en overførsel af et professionelt opdragelsesideal til det intime og personligt involverede familieliv. Dette er problematisk, bl.a. fordi de voksne i de to livssfærer har helt forskellige opgaver i forhold til børnene. Institutionslivets tydeliggjorte struktur er forståelige grænser, men disse grænser virker ikke indlysende til en forståelse af familien.

Jeg tror, det er nødvendigt at definere, hvad vi mener med grænser. Og her ser jeg to forskellige definitioner med hver deres konsekvenser. Vi kunne kalde det hhv. grænser som spilleregler og grænser som individuelle afgrænsninger.

Grænser som spilleregler

I den ene definition ses grænser som en fast struktur lagt rundt om børnenes aktiviteter, enten bestemt af de voksne eller af samfundsmæssige vilkår. Her forstås grænser altså som regler.

At børn for det første har brug for at indordne sig under regler, bestemt af de voksne eller af samfundsvilkår, lyder meget rigtigt. Børn bør selvfølgelig lære spillereglerne for de forskellige sammenhænge og sociale grupper, som de vokser op i, eksempelvis samfundets, familiens og forældrenes. Men en sådan grænsesætnings-opdragelse med rigide forudbestemte regler kan i sin natur ikke indeholde forandring eller udvikling, og derfor vil ikke bare børnene blive umyndiggjort – men også forældrene.

Grænser som individuelle afgrænsninger

Den anden definition går på, at grænser er personlige afgrænsninger eller tærskler for, hvilke aktiviteter den voksne vil finde sig i. Her forstås grænser altså som individuelle grænser om den enkelte voksne.

De voksne har selvfølgelig deres personlige af- og begrænsninger, og har fuld ret til at lære barnet at respektere dem.

Men men men ... for det første ligger der her risikoen for en autoritær opfattelse, forstået på den måde, at grænserne, der skal respekteres, altid er de voksnes, ikke børnenes. Forståelsen afspejler en asymmetrisk relation mellem barn og voksen, hvor barnets egne grænser og behov i virkeligheden underkendes. Hvis individuelle grænser skal respekteres, må alle involverede individer tælles med.

For det andet - og nok så vigtigt at fastholde - består barn-voksen-forholdet vel forhåbentlig af andet end grænser, der skal respekteres. Hvis grænsesætning er opdragelse, så er det i hvert fald ikke tilstrækkeligt til at lære barnet at fungere i verden. Og det må vel være en opdragelses primære formål.

Hvad så med de grænser? Jo, de kan i bedste fald ses som en enkelt side af historien om børns opvækst.

Det er min opfattelse, at den voksnes opdragelses-opgave er at støtte og hjælpe barnet i dets tilegnelse af personlig, social og kulturel kompetence. Denne opgave udføres efter min mening ikke blot ved at afgrænse barnet for at give det den tryggeste opvækst, men også ved at vise barnet livets mange muligheder og udfordringer.

Dette kan ske ved også at åbne for nogle grænser.

(24/4 2010)​​

Hør mere om, hvad jeg kan tilbyde dig

Kontakt mig gerne på telefon 51 64 14 99 eller jm@jacobmosgaard.dk. ​
​Du kan også skrive direkte til mig herunder. Du hører fra mig indenfor et døgn.

 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Psykolog Jacob Mosgaard​

Lyngby Hovedgade 96, 2800 Kgs.Lyngby

CVR: 31931487

Kontakt​

​Telefon: 51 64 14 99

E-mail: jm@jacobmosgaard.dk