Religionskrig eller dialog?


Er USA ved at få sin helt egen Muhammed-krise? Er islamofobien kommet til det land, som har religionsfrihed indskrevet i konstitutionen?

En præst i Florida ønsker at afbrænde koraner, da han mener, at islam er satans værk. Selveste regeringen reagerer og indikerer, at det kan koste menneskeliv i Mellemøsten at gøre den slags. Radikale kræfter brænder flag og demonstrerer i gaderne i mellemøsten blot ved udsigten til bogbrændingen.

Et islamisk kulturcenter, som af nogle sammenlignes med en muslimsk udgave af KFUM, skaber voldsomme reaktioner hos folk, som finder det insensitivt, da det skal placeres midt i Ground Zero. Planerne omtales i "konservative" medier som "Terror-moskeen", på trods af hverken tilknytning til terror, og på trods af, at det ikke er en moske.

Fronterne trækkes op, og hvorfor? Dialogen forsvinder og erstattes af skyttegravskrig, og hvorfor?

Monolog frem for dialog

Som i karrikatursagen herhjemme følger et forudsigeligt mønster:

Visse muslimsk-troende mennesker føler sig krænket, visse ikke-muslimske mennesker føler sig truet på ytringsfriheden, biler og flag brænder, folk demonstrerer, tonen skærpes i debatten fra begge sider, mens flertallet måske kæmper med på den ene side overhovedet at forstå konflikten, og på den anden side oplever et vist pres til at tage utvetydigt stilling.

Vi er her meget langt fra det, som fx Jaakko Seikkula kalder "dialogisk samtale", hvilket vil sige en dialog præget af almindelige regler for samtale, såsom lytning og gensidig respekt for forskelligheder. I stedet træder monolog, altså pseudo-samtaler, hvor interessen for at lytte på de andres synspunkter er ikke-tilstedeværende.

De fastlåsende dagsordener

Vi befinder os i et område, jeg har været optaget af længe, nemlig balancegangen mellem at brænde for en sag og at ikke være fastlåst i sit eget engagement. Balancen mellem at finde mening i livet og at være fortsat optaget af at udfordre den etablerede mening. Balancen mellem på den ene side at tro på noget og ville noget med verden og på den anden side at acceptere og respektere, at andre måske tror på noget andet og vil noget andet med den samme verden.

Jeg har i en artikel beskrevet, hvordan vi ikke som mennesker hverken kan eller skal undgå dagsordener. Det er nødvendigt for os at skabe mening og forsøge at handle i overensstemmelse med den. Samtidig ligger der store risici for eskalerede konflikter, stigmatisering og fastlåsthed, hvis ikke disse dagsordener balanceres med en nysgerrighed over for andres dagsordener og en uærbødighed over for sandheden i ens egen dagsorden. (Dette har jeg også skrevet om i artiklen "Sprogets forførelser")

Hvordan får vi dialogen tilbage?

Udfordringen for alle involverede, herunder verdens ledere, må være forsøget på at fange den dialogiske samtale igen. Ikke at lade sig fange af en os-og-dem-tankegang, som fastholder ideen om vores sandhed og vores godhed imod de andres ondskab og slette viljer.

Jeg kender ikke endelige svar på, om eller hvordan den enes ytringsfrihed kan eksistere ved siden af den andens krav om ikke at blive krænket. Men jeg er overbevist om, at løsningen ikke findes ved at bevæge sig yderligere ud i hver sin ekstrem. Jeg tror ikke på problemløsning gennem kompromisløs konfrontation og nul-tolerance.

Dialog indebærer anerkendelse af den anden part, dialog indebærer erkendelsen af, at der findes mange sandheder, også mere end de to ekstremer, som råber højest. Og dialog indebærer en accept af, at løsningerne på konflikterne ikke er dem, vi på forhånd sidder inde med, men at disse løsninger må findes i fællesskab. I dialog.

(15/9 2010)

Autoriseret psykolog Jacob Mosgaard - Individuel terapi, parterapi, familieterapi og gruppeterapi - Undervisning - Coaching - Coaching - Supervision
jm@jacobmosgaard.dk