Lad mig komme med en vinkel på, hvad der sker - og ikke sker her.
Det tydelige i disse tilfælde er, at der godt nok er tale om kommunikation, men ikke dialog. I hvert fald højest det, som Jaakko Seikkula kalder monologisk dialog. Dialog forudsætter lytning, og lytning forudsætter, at de ord, der bliver sagt bliver opfattet som meningsfulde i sit eget meningsunivers, og at lytteren har en vis nysgerrighed efter at forstå det, der bliver kommunikeret.
Kommunikation og anerkendelse
Begge parter i min tænkte internet-kommunikation ser ud til at være fanget, ikke bare i en meningsløs kamp om at få ret. De er også fanget i en gammeldags forståelse af kommunikation: Hvis bare jeg argumenterer overbevisende nok, ender den anden med at give mig ret i min ubetvivlelige holdning. Og hvis han ikke giver mig ret gennem fornuft, kan jeg i det mindste udstille hans tåbelighed (altså at han ikke bare giver mig ret).
Dialogisk kommunikation indebærer anerkendelse. Anerkendelse af den, man kommunikerer med. Anerkendelse af den andens standpunkt. Ikke enighed eller endda respekt for standpunktet, men en forståelse og respekt for den andens bevæggrunde og intentioner med standpunktet.
Som beskrevet tidligere: Anerkendende kommunikation indebærer ligeværdighed, og det indebærer, at den, man kommunikeres bliver taget alvorligt som samtalepartner, og ikke som en, hvis synspunkter det ikke er værd at beskæftige sig med.
Men anerkendende kommunikation indebærer en risiko, som mange ikke er villige til at løbe: Jeg kunne risikere selv at ændre mening.
(15/7 2010)