Mange forældre, som jeg taler med som psykolog i Lyngby, er optaget af vanskeligheder med børneopdragelse. Vanskeligheder med grænser.
Der opstår en slags paradoks, som vel hænger sammen med idealet om den demokratiske familie. Det er helt forståelige problemer, for de udtrykker dilemmaet mellem at ville inddrage børn i udformningen af deres eget liv på den ene side, og på den anden side ansvaret som forældre for at hjælpe på den rette vej.
Paradokset, som opstår, er at der forhandles forskellige aktiviteter eller andet med børnene, sådan at de kan være med i at bestemme over deres eget liv. På et tidspunkt vil børnene bestemme noget, som ikke er muligt, eller som forældrene ikke synes om. Det hele kan til tider ende med en konflikt eller et meget kraftigt ”Nej”.
Grænser – et populært begreb for mange demokratiske familier. Og igen helt forståeligt i sammenhængen. Grænser ses som den stabilitet, børn behøver i opdragelsen, og er derfor en naturlig følge af bekymringen for børns udvikling.
Hvad er grænser egentlig?
Men problemet for grænse-tænkningen er, at den er en overtagelse af institutionslivets normer, altså en overførsel af et professionelt opdragelsesideal til det intime og personligt involverede familieliv. Dette er problematisk, bl.a. fordi de voksne i de to livssfærer har helt forskellige opgaver i forhold til børnene. Institutionslivets tydeliggjorte struktur er forståelige grænser, men disse grænser virker ikke indlysende til en forståelse af familien.
Jeg tror, det er nødvendigt at definere, hvad vi mener med grænser. Og her ser jeg to forskellige definitioner med hver deres konsekvenser. Vi kunne kalde det hhv. grænser som spilleregler og grænser som individuelle afgrænsninger.
Grænser som spilleregler
I den ene definition ses grænser som en fast struktur lagt rundt om børnenes aktiviteter, enten bestemt af de voksne eller af samfundsmæssige vilkår. Her forstås grænser altså som regler.
At børn for det første har brug for at indordne sig under regler, bestemt af de voksne eller af samfundsvilkår, lyder meget rigtigt. Børn bør selvfølgelig lære spillereglerne for de forskellige sammenhænge og sociale grupper, som de vokser op i, eksempelvis samfundets, familiens og forældrenes. Men en sådan grænsesætnings-opdragelse med rigide forudbestemte regler kan i sin natur ikke indeholde forandring eller udvikling, og derfor vil ikke bare børnene blive umyndiggjort – men også forældrene.