Et barn sidder og tegner. Den voksne ser det og siger: "Den er flot. Hvor er du dygtig til at tegne!"
Et barn sidder og tegner. Den voksne ser det og siger: "Hvor ser det sjovt ud! Hvad tegner du?"
Så enkelt kan en forskel på ros og anerkendelse anskueliggøres. Firkantet sagt kan ros godt være anerkendende, men det kan også være det modsatte. Først og fremmest er ros en bedømmelse. En positiv bedømmelse, javist, men stadigvæk en bedømmelse.
Men hvad nu, hvis den voksne faktisk ikke syntes, at tegningen var flot? Og hvad nu, hvis barnet egentlig ikke tegnede med flothed eller dygtighed som fokus - men fordi det kan lide at tegne?
Anerkendelse er andet og mere end ros
Bedømmelser hænger sammen med præstation, og derfor er rosen afhængig af, at bedømmeren rent faktisk synes godt om det, han eller hun ser, eller er god til at lade som om.
I en narrativ forståelse skaber vi alle mening gennem de narrativer, de menings-fortællinger, som er til rådighed i den kultur vi indgår i. I denne sammenhæng betyder det, at vi påvirkes af de dominerende fortællinger og ofte overtager dem som vores egne, mens mere marginale fortællinger forsvinder ud i periferien. Det vil sige, at vi alle påvirkes af og overtager visse normer, værdier og drømme, som lever i de sociale sammenhænge, vi færdes i.
Vi lever i dag i en kultur præget af værdier som individualisme og noget-for-noget og effektmåling. Vi indgår i arbejdsliv og uddannelsesliv, som er præget af normer om præstation, dygtighed og vurdering. Bliv en succes på dit job, maksimér udbyttet af dit arbejde, du kan hvad du vil med den rette indstilling.