Eller du kan udfylde kontaktformularen direkte herunder:
Fokus på klienten, ikke terapeuten
Vores buschauffør ka' godt køre bus
Der' rigtig mange der' rigtig
tilfreds
Med hans niveau imellem bremse og gas
Jo, han kan godt styre bussen
Men ved han egentligt hvem der sidder i den?
Og hvor de egentligt gerne vil køres hen?
Hvad ved han helt præcist om kvinder og mænd?
- Nephew: Danmark Man Dark
Klienten i centrum for terapien. Klientens mål som styrende for den
terapeutiske samtale. Klientens tilfredshed som et mål for succesrig
terapi. Indlysende sandheder? Tja, det burde de være...
Citatet ovenfor er muligvis en politisk
kommentar. Men den sprang ind i hovedet på mig under refleksioner over
psykoterapi. Den illustrerer nemlig for mig fint en helt central pointe
i psykoterapi-forskning:
Faglig og metodisk dygtighed og teoretisk sikkerhed er godt for
klientens tillid til terapeuten. Men det, der gør en forskel i
effektiviteten af psykoterapi er ikke denne dygtighed - det er
fokuseringen på klientens ønsker til terapien. Med andre ord: Se noget
mere på klienten frem for på terapeuten.
Feedback i psykoterapi
I den forløbne weekend gæstede amerikaneren Scott Miller Danmark med et
kursus om effektivitet i psykoterapi. Scott
Miller og hans kolleger har i flere år undersøgt grundigt,
hvad der virker i psykoterapi (og også, hvad der bestemt ikke virker).
Alt for mange artikler og bøger omhandler specifikke metoder og
terapeutiske teknikker - altså reelt tekster med et relativt indsnævret
fokus på terapeuten. Dette på trods af, at man i mange år har vidst, at
specifikke teorier eller metoder ikke var afgørende for gode
resultater. Hvis terapeuten har en betydning, er det som person, ikke
som terapeut.
Derimod viser det sig at være betydningsfuldt for terapiens udfald, om
der fokuseres nok på klienten. På klientens oplevelse af at blive
forstået og anerkendt, på klientens oplevelse af at arbejde med de
emner, som er vigtige for ham eller hende, på klientens oplevelse af
håb ved afslutningen af en samtale eller et samtaleforløb.
Hvordan sikre sig som terapeut, at bussen kører det rette sted hen for
lige præcis disse passagerer? Hvordan sikre sig, at terapien er
hjælpsom? Svaret i denne forbindelse er: Spørg klienten! Spørg meget
mere end sædvanligt og ud fra et reelt ønske om at vide bedre.
Feedback er alfa og omega. Det hjælper os til at blive bedre i hver
enkel terapeutiske samtale. Bedre til at hjælpe lige præcis denne
klient.