Supervision - fordi jeg fortjener det! 


Scene 1 - manglende supervision:
En pædagog i en børnehave støder på et svært dilemma i arbejdet med et bestemt barn på sin stue. Hun har brug for at vende det med nogen. Hun kan vælge enten at snakke med en god ven eller prøve at fange en kollega i nogle minutter i en kaffepause. Hun ønsker en mere faglig snak og under mere formaliserede rammer, så hun vælger en tredje mulighed: Hun laver en aftale med sin leder og mødes og drøfter dilemmaet med hende. Hun føler sig hjulpet – delvis. På den ene side omhandler dilemmaet nemlig en uenighed med den pædagogik, som lederen står for, og for det andet er hun bekymret for, at lederen skal synes, hun er mindre kompetent til sit job, når hun afslører sine tvivl over for hende.

Scene 2 - misforstået supervision:
En læge på en psykiatrisk afdeling oplever tvivl om vejen frem i et behandlingsforløb med en patient. Hun ønsker at få nogle nye ideer eller vinkler i sit arbejde med denne patient og tager problemstillingen op i den 1½ times supervisionstid, der er afsat til kollegial supervision hver anden uge. Reelt mødes de dog kun cirka en gang om måneden, da andre opgaver kommer i vejen og prioriteres over supervisionen. Supervisionstiden består typisk i, at man fremlægger en sag, og de andre og især overlægen derefter kommer med gode råd eller anvisninger til, hvad man skal gøre nu. Lægen føler ofte bagefter en ikke helt tydelig blanding af mindreværd og frustration, for hun oplever sig ikke klogere på sagen, men sidder tværtimod med en fornemmelse af, at de andre er bedre til dette job, end hun er.

En supervision en unødvendig luksus?

Alt for mange arbejdspladser inden for ”den menneskelige sektor” opfatter supervision som en luksus, eller som noget, der ikke behøves lige præcis i dette arbejde. Eller hvis supervision bliver prioriteret, så får det karakter af en konference med fokus på beslutninger. I mine øjne er supervision ingen af delene - hverken en unødig luksus eller et beslutningsrum.

Supervision er et rum løsrevet fra den øvrige arbejdsdag, hvor man taler om dilemmaer eller problemstillinger fra denne arbejdsdag. Selve det, at supervisionen er løsrevet, er i det hele taget en central pointe. I supervisionens rum taler vi om problemerne uden at befinde os midt i dem samtidig. Det er et rum for metapositionen og for den ikke-stressede refleksion. Dem, som opfatter supervision som en luksus, har fanget netop dette aspekt, for det er netop ikke fedtet ind i hverdag og beslutningspres og er derfor ideernes og nysgerrighedens rum, ikke de utvetydige konklusioners. Supervision er ikke et sted for uimodsigelige sandheder. Vi befinder os med andre ord på det, som i systemisk tankegang kaldes refleksionens domæne.

Refleksionens domæne kan i denne sammenhæng ses i modsætning til produktionens domæne, som kan defineres således:

"Produktionens domæne sætter rammerne for vores handlinger, når vi skal producere og træffe beslutninger inden for anerkendt viden, aftaler og lovgivning. Der hvor der er retningslinier for, hvad der er rigtigt og forkert. Det er her, man hører udsagn som ”de faktiske forhold i jernindustrien”. Her omtales virkeligheden som objektiv." (Ulla & Flemming Andersen)

Supervision på refleksionens domæne

I modsætning hertil er refleksionens domæne, som kan defineres således:

"Refleksionens domæne er kendetegnet ved, at der er mange versioner af virkeligheden. Der er ingen endelige svar, og der udvikles mange hypoteser. I dette domæne er der en mangfoldighed af ligeværdige historier og perspektiver. Den cirkulære forståelsesform er fremtrædende, og det er vigtigt at udforske, hvorledes følelser, tanker og handlinger påvirker og påvirkes af andre." (Jesper Buchholdt Andersen Gjørup & Lars Bonde Ubbesen)

Dette er ikke blot et spændende sted at befinde sig, det er en nødvendighed i arbejdet med mennesker. Den menneskelige verden er kendetegnet ved at være multihistorielt, som man siger i narrativ praksis. Det betyder kort sagt, at der findes mange sandheder om menneskelivet, og dermed også mange rigtige måder at hjælpe folk i knibe.

De to ovenstående scener er eksempler på, hvad manglende supervision kan betyde. Den første scene er et eksempel på en kontekst uden tradition for og muligvis uden kendskab til supervision. Den anden scene er et eksempel på en kontekst uden forståelse for, hvad supervision er og kan. Defineres ikke på en arbejdsplads et løsrevet rum for supervision, risikeres det, at alt handler om beslutninger, om at finde den rigtige eller sande løsning eller forståelse. Om at handle og konkludere frem for at reflektere og udvise nysgerrighed.

Man risikerer uden supervision aldrig at få muligheden for at befinde sig på refleksionens domæne.

(22/2 2010)

Autoriseret psykolog Jacob Mosgaard - Individuel terapi, parterapi, familieterapi og gruppeterapi - Undervisning - Coaching - Coaching - Supervision
jm@jacobmosgaard.dk