-
Blogindlæg:
- Anerkendelse
- Anerkendende samtaler er ikke Positiv psykologi
- Anerkendelse er ikke ros!
- Barndom
- Skal børn have grænser?
- Børns vilkår - var alting bedre i de gode gamle dage?
- Coaching
- Der er coaching - og så er der coaching
- Identitet
- Misbrug og identitet
- Misbrug og anerkendelse
- Giv de marginaliserede en stemme!
- Kommunikation
- Kommunikation på internettet
- Religionskrig eller dialog?
- Narrativ teori og praksis
- Alt er fortællinger - er det et problem?
- Parforhold
- Parforholdet - du kan ikke slippe væk
- Parforhold, Paradokser og Parterapi
- Evig kærlighed og den eneste ene
- Psykoterapi
- Den ikke-vidende ekspert - og andre paradokser i psykoterapi
- Fokus på klienten, ikke terapeuten
- Paradokser kan bekæmpes med paradokser
- Socialkonstruktionisme
- Dilemmaer i social konstruktion - Sandheden og Folkets stemme
- Social konstruktion - hvorfor?
- Sprogets forførelser
- Det økonomiske menneskes død?
- Når hvid bliver til sort - om nul-tolerance
- Supervision
- Supervision - fordi jeg fortjener det!
- Se dit job fra tårnets top
- Supervision i gruppe - tryghed og det endnu ukendte
- Systemisk teori og praksis
- Systemisk - hvorfor?
Kontakt
mig
med ønsker eller spørgsmål:
Eller du kan udfylde kontaktformularen direkte herunder:
Den ikke-vidende ekspert - og andre paradokser i psykoterapi
”Det eneste, jeg ved, er at jeg ingenting ved”
- Sokrates
Inden for nyere systemisk terapi opereres med begrebet ”ikke-viden”. Terapeuten definerer sig som ikke-ekspert og ved ikke, hvad der er bedst for klienten. Det er en idé inspireret af socialkonstruktionismen – altså af en teoretisk position, som forstår mening som relationelt og kulturelt funderet, hvilket betyder, at vi som terapeuter ikke kan byde på andre sandheder end vores egne, og at vores ekspertudsagn måske, måske ikke passer på klienternes situation.
Det må da siges at være et paradoks, da klienten jo netop opsøger terapeuten for at få hjælp, fordi han eller hun kan noget andet end en kompetent ven, eller noget andet, end de selv har kunnet.
Men pointen er, at det indebærer en erkendelse af, at vi ikke kan vide, hvilket liv og hvilke livsmeninger, der er sande og brugbare for de klienter, vi forsøger at hjælpe. Det gør os ikke afmægtige, nej, det gør blot de bedste af os til professionelle paradoks-kunstnere. Vi arbejder midt i paradokserne og må finde en vej, for vi kan ikke undslippe dem.
Andre eksempler på paradokser i psykoterapi
Psykoterapi er en sammensat praksis, og den indeholder mange tilsyneladende paradokser – også selv om man ikke er tilhænger af den ikke-vidende position. Her er et par af paradokserne, som jeg ser dem:- Den terapeutiske relation er på samme tid intim og professionel.
- Den terapeutiske relation er på samme tid lige og ulige.
- Terapeutens opgave er at hjælpe med at skabe en forandringsproces, men selve forandringen må være i klientens hænder.
Hvad betyder det for psykologer og terapeuter i praksis?
Jo, ud fra disse grundlæggende vilkår opstår ligeledes paradoksale fænomener. Jeg vil kalde dem professionel empati og uærbødig lidenskab. Altså et krav om at være indfølende og at brænde for at hjælpe, men også et krav om ikke at overgive sig fuldt ud til disse følelser. I artiklen "Psykoterapeutiske dagsordener" tilspidsede jeg det paradoksale ved at tale for en position af respektfuld manipulation.
Paradokser er et grundvilkår i psykoterapi, og sådan skal det være. Paradokser er som nævnt i et andet blog-indlæg en del af livet i det hele taget, og i psykoterapi må mulighederne i dette paradoksets vilkår gribes frem for at forvirre os.
(24/3 2010)