Eller du kan udfylde kontaktformularen direkte herunder:
Skal børn have grænser?
Mange forældre, som jeg taler med som psykolog i København, er optaget af
vanskeligheder med børneopdragelse. Vanskeligheder med grænser.
Der opstår en slags paradoks, som vel hænger sammen med idealet om den demokratiske familie. Det er
helt forståelige problemer, for de udtrykker dilemmaet mellem at ville
inddrage børn i udformningen af deres eget liv på den ene side, og på
den anden side ansvaret som forældre for at hjælpe på den rette
vej.
Paradokset, som opstår, er at der forhandles forskellige aktiviteter
eller andet med børnene, sådan at de kan være med i at bestemme over
deres eget liv. På et tidspunkt vil børnene bestemme noget, som ikke er
muligt, eller som forældrene ikke synes om. Det hele kan til tider ende
med en konflikt eller et meget kraftigt ”Nej”.
Grænser – et populært begreb for
mange demokratiske familier. Og igen helt forståeligt i sammenhængen.
Grænser ses som den stabilitet, børn behøver i opdragelsen, og er
derfor en naturlig følge af bekymringen for børns udvikling.
Hvad er grænser egentlig?
Men problemet for grænse-tænkningen er, at den er en overtagelse af
institutionslivets normer, altså en overførsel af et professionelt
opdragelsesideal til det intime og personligt involverede familieliv.
Dette er problematisk, bl.a. fordi de voksne i de to livssfærer har
helt forskellige opgaver i forhold til børnene.
Institutionslivets tydeliggjorte struktur er forståelige grænser, men
disse grænser virker ikke indlysende til en
forståelse af familien.
Jeg tror, det er nødvendigt at definere, hvad vi mener med grænser. Og
her ser jeg to forskellige definitioner med hver deres konsekvenser. Vi
kunne kalde det hhv. grænser som spilleregler og grænser som
individuelle afgrænsninger.
Grænser som spilleregler
I den ene definition ses grænser som en fast struktur lagt rundt om
børnenes aktiviteter, enten bestemt af de voksne eller af
samfundsmæssige vilkår. Her forstås grænser altså som regler.
At børn for det første har brug for at indordne sig under regler,
bestemt af de voksne eller af samfundsvilkår, lyder meget rigtigt. Børn
bør selvfølgelig lære spillereglerne for de forskellige sammenhænge og
sociale grupper, som de vokser op i, eksempelvis samfundets, familiens
og forældrenes. Men en sådan grænsesætnings-opdragelse med rigide
forudbestemte regler kan i sin natur ikke indeholde forandring eller
udvikling, og derfor vil ikke bare børnene blive umyndiggjort – men
også forældrene.
Grænser som individuelle afgrænsninger
Den anden definition går på, at grænser er personlige afgrænsninger
eller tærskler for, hvilke aktiviteter den voksne vil finde sig i. Her
forstås grænser altså som individuelle grænser om den enkelte voksne.
De voksne har selvfølgelig deres personlige af- og begrænsninger, og
har fuld ret til at lære barnet at respektere dem.
Men men men ... for det første ligger der her risikoen for en autoritær
opfattelse, forstået på den måde, at grænserne, der skal respekteres,
altid er de voksnes, ikke børnenes. Forståelsen afspejler en
asymmetrisk relation mellem barn og voksen, hvor barnets egne grænser
og behov i virkeligheden underkendes. Hvis individuelle grænser skal
respekteres, må alle involverede individer tælles med.
For det andet - og nok så vigtigt at fastholde - består
barn-voksen-forholdet vel forhåbentlig af andet end grænser, der skal
respekteres. Hvis grænsesætning er opdragelse, så er det i hvert fald
ikke tilstrækkeligt til at lære barnet at fungere i verden. Og det må
vel være en opdragelses primære formål.
Hvad så med de grænser? Jo, de kan i bedste fald ses som en enkelt side
af historien om børns opvækst.
Det er min opfattelse, at den voksnes opdragelses-opgave er at støtte
og hjælpe barnet i dets tilegnelse af personlig, social og kulturel
kompetence. Denne opgave udføres efter min mening ikke blot ved at
afgrænse barnet for at give det den tryggeste opvækst, men også ved at
vise barnet livets mange muligheder og udfordringer.