Anerkendelse er ikke ros!


Et barn sidder og tegner. Den voksne ser det og siger: "Den er flot. Hvor er du dygtig til at tegne!"

Et barn sidder og tegner. Den voksne ser det og siger: "Hvor ser det sjovt ud! Hvad tegner du?"

Så enkelt kan en forskel på ros og anerkendelse anskueliggøres. Firkantet sagt kan ros godt være anerkendende, men det kan også være det modsatte. Først og fremmest er ros en bedømmelse. En positiv bedømmelse, javist, men stadigvæk en bedømmelse.

Men hvad nu, hvis den voksne faktisk ikke syntes, at tegningen var flot? Og hvad nu, hvis barnet egentlig ikke tegnede med flothed eller dygtighed som fokus - men fordi det kan lide at tegne?

Anerkendelse er andet og mere end ros

Bedømmelser hænger sammen med præstation, og derfor er rosen afhængig af, at bedømmeren rent faktisk synes godt om det, han eller hun ser, eller er god til at lade som om.

I en narrativ forståelse skaber vi alle mening gennem de narrativer, de menings-fortællinger, som er til rådighed i den kultur vi indgår i. I denne sammenhæng betyder det, at vi påvirkes af de dominerende fortællinger og ofte overtager dem som vores egne, mens mere marginale fortællinger forsvinder ud i periferien. Det vil sige, at vi alle påvirkes af og overtager visse normer, værdier og drømme, som lever i de sociale sammenhænge, vi færdes i.

Vi lever i dag i en kultur præget af værdier som individualisme og noget-for-noget og effektmåling. Vi indgår i arbejdsliv og uddannelsesliv, som er præget af normer om præstation, dygtighed og vurdering. Bliv en succes på dit job, maksimér udbyttet af dit arbejde, du kan hvad du vil med den rette indstilling.

Det falder os derfor ofte let at falde ind i bedømmerens rolle. Bedømmeren vurderer, og hvis han er hård, er vurderingen ubarmhjertig. Hvis han fx er optaget af positiv psykologi, så vil han måske lede lidt mere efter noget at rose, således at det positive understreges og understøttes. Og det lyder jo sympatisk - at fokusere på det positive og støtte og rose og fremme ressourcer frem for begrænsninger. Men det er stadig en del af bedømmelses-kulturen.

Sympatisk, ja...

Men det er ikke anerkendelse!

Anerkendelse er ligeværdighed

Anerkendelse befinder sig ikke i bedømmer-kulturen. Anerkendelse er ikke fokuseret på stræben og præstation. Anerkendelse er ikke baseret på at se efter, hvor godt folk klarer sig i forhold til deres mål. Nej, det drejer sig snarere om at interessere sig for folks intentioner, deres værdier, det de står for og brænder for.

Anerkendelse kan sådan set godt være rettet imod stræben, men ikke for at måle hvor godt denne stræben lykkes, men for at blive klogere på den andens projekter og interesser i livet. Blive klogere på, hvad den anden har gang i - med sig selv, med sin omverden.

Anerkendelse handler om ligeværdighed. Det handler om at stille sig selv ved siden af den anden og forsøge at se den anden.

At være del af en præstationskultur kan give stress.

At være del af en anerkendende kultur kan give selvværd.

(6/7 2010)

Autoriseret psykolog Jacob Mosgaard - Individuel terapi, parterapi, familieterapi og gruppeterapi - Undervisning - Coaching - Coaching - Supervision
jm@jacobmosgaard.dk